Site name | Personerne bag Lillebjørn

Personerne bag lillebjørn

Lang og tro tjeneste på Randers Havn havde sat sine markante og tydelige tegn på Lillebjørn, der i slutningen af 1980'erne stod overfor skrotning. Herved ville Lillebjørn være forsvundet fra havnebilledet, hvis ikke en kreds af handlekraftige og initiativrige Randers borgere havde besluttet sig for at bevare Lillebjørn som en aktiv og synlig del af miljøet omkring Randers Havn.

 

Konturerne til Foreningen til Lillebjørns Bevarelsen blev skabt i 1990, da muligheden for at erhverve Lillebjørn begyndte at udkrystalisere sig, og foreningen kunne den 6. maj 1991 afholde stiftende generalforsamling hos Søren Fischer på Randers Tandhjulsfabrik.

 

Foreningens første formand var Ole Nielsen, der sammen med den øvrige bestyrelse muliggjorde samarbejde med myndigheder, sponsorer, bidragsydere og andre interessenter i forhold til at skabe rammer og muligheder for restaurering af Lillebjørn. 

 

Et meget omfattende og gennemgribende restaureringsprojekt på Brusgaard Produktionsskole blev iværksat og efter 3 års hårdt og kompliceret restaureringsarbejde kunne Lillebjørn søsættes den 9. august 1994 og sættes i drift som tur- og udflugtsbåd på Randers Fjord.

 

Dengang som nu var det ildsjæle, der gjorde Lillebjørn til et særligt markedsføringsmæssigt aktiv for Randers, hvor ikke mindst tidligere produktionschef på Randers Tandhjulsfabrik Jørn Jørgensen løftede en meget stor og væsentlig opgave i forhold til at organisere de mange løbende drifts- og vedligeholdelsesopgaver, foruden at bidrage til udbredelse af kendskabet til Lillebjørn.

 

Herudover har særligt Gunnar Drachmann, Stig Dich, Jørgen Steffensen, Finn Gregersen, Harry Ottesen og Palle Konggaard på hver deres område og med et betydeligt engagement og en stor arbejdsindsats bidraget til, at projektet Lillebjørn lykkedes, således at vi i dag med stolthed kan videreføre Lillebjørn som et stykke sejlende Randers historie.

 

Hvert år siden første søsætning i 1994 har Lillebjørn i perioden fra midten af maj til begyndelsen af oktober således på sin helt egen og charmerende måde medvirket til markedsføring af Randers By, Randers Havn og ikke mindst den smukke natur omkring Randers Fjord.

Stiftende generalforsamling blev afholdt på Randers Tandhjulsfabrik den 6. maj 1991

Foreningens første formand var Ole Nielsen