LILLEBJØRN – sidste sejlads i 2023 ud til ophold på Bønnerup Strand Skibs & Bådebyggeri

Så blev det dagen, hvor Lillebjørn skulle ud, endnu engang, på det åbne hav.

Det var en mørk, regnfuld morgen. Som vejret nu kan være i oktober.

Vejrudsigten de sidste 3 dage havde vist en ny hver dag. Vejrudsigten for denne dag var præget af fronter – regn, torden, blæst.

Lillebjørn lå ved sin sædvanlige kaj, rigget næsten af – kun de fornødne ting til denne rejse var tilbage ombord: navigations- og sikkerhedsudstyr.

Provianten, 4 kander kaffe, smurte rundstykker og sandwiches, blev bragt ombord, skibet klargjort og, på nær én, alle trosserne bjærget.

Kl. 0657 drejedes tændingsnøglen og den kraftige maskine sprang straks i gang og fik nogle minutter til at varme olien op.

Præcis kl 0700 lod vi den sidste trosse gå og Lillebjørn bakkede ud af sit leje. Omdrejningerne blev herefter sat til 1000 / 4 knob og kursen sat ud af fjorden. For sidste gang i denne omgang. Det var mørkt udenfor, men med lede lysene på fjorden og skibets elektroniske søkort er sejladsen en leg.

Efter Venezuela blev omdrejningerne øget til 1500 / 6 knob, og forblev sådan de næste mange timer.

Det regnede kraftigt og Lillebjørn var helt alene på fjorden.

Besætningen på i alt 5 mand blev fordelt således 1 i styrehuset og 4 i kahytten. Nuvel, gæve søfolk er ikke lavet af sukker, så trods regnens insisterende ihærdighed, skulle det ikke forhindre besætningen i at se lidt af lyset titte frem omkring 0735.

Vi passerede i stilhed Uggelhuse, færgen Ragna, Kanaløen (hvor vi så en enkelt mast stikke op) og videre ud mod Udbyhøj.

Fronterne begyndte at give lyd fra sig, så den monotone lyd af regnen blev derfor akkompagneret af buldren fra torden og de flotte glimt fra lysene.

Kl 0930 var vi ved Udbyhøj Syd, hvor kunne vi se 3 røde lanterner danne en trekant; kabelfærgen som en klar manifestation af, at det åbne farvand ventede forude.

Vi skulle ikke særlig langt ud, førend vi kunne mærke en let dønning og skibets begyndende duvning. Vi fulgte sejlrenden helt ud til N og S kardinalbøjerne, hvorefter kursen blev sat ØSØ-lig mod Bønnerup.

Bølgen og dønningen var omkring en meter, farten ca. 6 knob.

Lillebjørn hører til i Randers. Hun elsker at sejle med gæster på fjorden – men som en anden gammel cirkushest der lugter savsmuld, nød hun bølgerne omkring sit skrog; hun nød at bevæge sig, følge søen, arbejde i søen. Kort sagt, hun nød i dén grad at være i åben sø og høre saltvandets brusen sammen med motorens rolige takt.

Det klarede op og besætningen nød den næste times tid på åbent dæk.

Førend vi næsten kunne nå at se os omkring for skarver, en enkelt sæl og de fantastisk smukke billeder på himlen, var Bønnerups vindmøller og indsejling forude.

Idet vi gik gennem molerne, blev omdrejningerne langsomt reduceret til tomgang.

Da vi skulle lægge til, hvor vi plejer nedenfor værftet, kunne vi se, at der lå et større sejlskib med dets stolte bovspryd lige dér, hvor vi gerne ville sejle. Lillebjørn er, trods navnet, ikke helt lille, men vi kunne lige klemme os igennem en stor pæl i vandet og sejlskibets forreste rigning.